Helhedsorienteret social- og neuropædagogisk tilgang
Det socialpædagogiske arbejde på Oxen & Kærren tager afsæt i en helhedsorienteret social- og neuropædagogisk tilgang i en tydelig og struktureret ramme. Vi har etableret en ydre struktur omkring borgerne, som er overskuelig, forudsigelig og tryg, så den frigiver flest mulige ressourcer hos den enkelte. Vores erfaring er, at belastning og stress mindskes, når der er ro og tydelighed i de ydre rammer.
Vi tilrettelægger hverdagen i strukturfyldte rammer, der skaber forudsigelighed og tryghed. I det daglige arbejder vi bl.a. med spejling, hvor vi sætter ord på og beskriver vores indtryk af en given adfærd. Det bidrager til forståelse, accept og læring hos borgeren.
Vi arbejder for, at borgerne får mulighed for at udnytte deres kompetencer og udvikle sig i samspil med personalet. Borgerne støttes i både praktisk og social udvikling gennem strukturen, rammerne og de pædagogiske overvejelser, der ligger bag vores indsatser. Hverdagen på Oxen & Kærren er tilrettelagt med fokus på trivsel og udvikling.
På Oxen udarbejdes der i samarbejde med borgerne rutiner og opgaver med henblik på at sikre struktur og forudsigelighed. Borgerne har faste rammer for daglige gøremål, fx opvask, tøjvask og praktiske opgaver i egne lejligheder. Det skaber tryghed i hverdagen og understøtter oplevelsen af sammenhæng og stabilitet – både i rammerne og i relationen til personalet.
Neuropædagogisk tilgang
Mennesker med Prader-Willi Syndrom (PWS) har en dysfunktion i hjernen, som skyldes en deletion på kromosom 15, hvilket påvirker funktionerne i hypothalamus. Hypothalamus er et vigtigt center for flere af kroppens funktioner, bl.a. regulering af sult og mæthed, hormondannelse, søvn og kropstemperatur.
Neuropædagogik og neuropædagogisk psykologi bygger på teoretisk viden om hjernen og sammenhængen mellem neurologi, psykologi og praksiserfaring. Vi arbejder neuropædagogisk med afsæt i den enkelte borgers ressourcer med henblik på at bevare eksisterende kompetencer og udvikle disse.
Vi arbejder med en struktureret døgnrytme, som giver overblik og overskuelighed, og som kan optimere borgernes ressourcer og motivation for udvikling. Med afsæt i vores viden om hjernens funktioner og den enkelte borgers forudsætninger, tilpasser vi vores kommunikation og støtte til borgerens udviklingsniveau og aktuelle situation – fx ved affektudbrud, behov for motivation, affektiv afstemning og støtte til regulering.
Vi har ansat tre medarbejdere med diplomuddannelse i neuropædagogik, som fungerer som kompetencedelere og understøtter implementeringen i den øvrige personalegruppe.
Zonen for Nærmeste Udvikling (NUZO)
Vi arbejder med og i NUZO (Nærmeste Udviklingszone), som er beskrevet af den russiske psykolog Lev Vygotsky. Nærmeste udviklingszone beskriver bevægelsen fra det, man allerede kan, til det, man er på vej til at lære – fra den sikre zone til den potentielle udviklingszone, hvor udviklingen finder sted.
Som personale følger og støtter vi den enkelte borger på vejen mod udvikling, så det, borgeren kan i dag med støtte, måske kan mestres i morgen mere selvstændigt.
KRAP – Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik
Siden 2017 har vi gennemført et kompetenceløft af personalet med 6 dages kursus ved PsykologCentret Viborg (grundlæggerne af KRAP-tilgangen).
KRAP er et menneskesyn samt metoder og redskaber til at forstå, udvikle og håndtere både andre mennesker og os selv. Som professionelle har vi et valg i forhold til, hvilken virkelighed vi arbejder ud fra – og vi har mulighed for at gøre de mennesker, vi møder, til noget særligt.
I KRAP er der fokus på de ressourcer, den enkelte borger har. Det er derfor afgørende at møde borgeren i øjenhøjde. Vi anvender relevante skemaer og redskaber til at afdække ressourcer og til i samarbejde med borgeren at udvikle disse samt opstille små, overkommelige mål. Den ressourcefokuserede tilgang synliggør, hvad borgeren kan – frem for, hvad borgeren ikke kan.
Mestring er et centralt begreb i KRAP. Mestring er de strategier og fremgangsmåder, en person anvender for at håndtere nye, svære eller truende situationer. Strategierne formes af erfaringer, oplevelser og grundantagelser om sig selv og livet. For at ændre en mestringsstrategi skal den ofte erstattes af en ny. Som professionelle er vi bevidste om vores egen betydning i borgerens mestring – og vi spørger os selv:
“Kan vi påvirke borgerens mestring ved at ændre vores egen tænkning, handling og mestring?”
Relationskompetencer
Anerkendelse er ofte det første skridt mod en relation. Forud for alt pædagogisk arbejde ligger et stykke relationsarbejde, som vi på Oxen & Kærren værner om. For at vi kan skabe udvikling sammen med borgerne, arbejder vi bevidst i den solide, personlige relation, hvor borgeren har tillid til, at personalet kan yde den rette socialpædagogiske støtte.
En metode, vi benytter, er “det fælles tredje”, hvor relationen styrkes gennem en fælles aktivitet eller interesse – fx madlavning, en gåtur eller en fælles opgave. Det skaber en naturlig ramme for kontakt, nærvær og tillid.
De beskrevne pædagogiske strategier har til formål at inkludere borgerne i sociale fællesskaber og skabe fundament for et værdigt liv med høj livskvalitet og livsglæde – med mindst mulige følgevirkninger af kognitive udfordringer, eventuelle tilknytningsvanskeligheder, oppositionelle adfærdstræk og emotionelle belastninger.
På Oxen & Kærren støtter og guider vi hver enkelt borger i at mestre livet og skabe en succesfuld hverdag. Vi værner om borgerens personlige integritet og om betydningen af psykisk balance og de bedst mulige forudsætninger for at kunne færdes uden for tilbuddet – så borgeren får gode oplevelser, der også opleves som succeser.
Anerkendende pædagogik
På Oxen & Kærren arbejder vi ud fra en anerkendende grundholdning, hvor respekt for borgerens situation og ressourcer er et bærende element. Psykolog og ph.d. Anne-Lise Løvlie Schibbye beskriver, at anerkendelse ikke blot er et metodisk redskab, men en grundlæggende indstilling til menneskers udvikling og erkendelse. På Oxen & Kærren møder vi derfor borgeren med respekt, anerkendelse og – så vidt det er muligt – autonomi i eget liv.
For at udvikling kan finde sted, må vi møde borgeren der, hvor borgeren er – og begynde der. Vi værner om retten til medbestemmelse og om forståelsen af, at alle mennesker kan udvikle sig i højere eller lavere grad. Alle mennesker er forskellige og bør mødes derefter.
“At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted,
først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”
— Søren Kierkegaard (1859)